Tilhører socialismen fortiden

Ikke konkurrencestaten,
men socialismen er det naturlige?

”Socialismen er det naturlige for mennesket”. De klappede i LiteraturHaus på et møde, ”Fra big bang til socialisme”, arrangeret af Enhedslistens Nørrebroafdelinger. Men det er en farlig påstand, for mennesket er først og fremmest et væsen, der fra fødslen dannes af den familie, den kultur og det samfund, det tager del i.

Der er heller ikke meget aktuelt belæg for spidsformuleringen. Centrumvenstre-regeringen med den socialdemokratiske finansminister Corydon i spidsen ”tror på konkurrencestaten” og prædiker udelukkende den nye civilreligions ”nødvendige politik”. Og vælgerne marcherer først og fremmest til højre og ikke mod venstre. De borgerlige regeringer i årtusindets første årti synes ikke at være en parentes i den socialdemokratiske velfærdsstat. Parentesen er udvidet, måske ophævet?

Den traditionelle velfærdsstat har gennem den sidste generation været under neoliberalistisk revision. Den politik er der kommet mere turbo på i regeringspartiernes forsøg på at slippe ud af den aktuelle økonomiske krise. Socialismen er på ingen måde for alvor kommet på dagsordenen og heller ikke i den gamle socialdemokratiske udgave.

Nogle mener, at samfundsforandringerne er årsagen til socialismens død. Den socialistiske mulighed eksisterede i det moderne industrisamfund, hvor en stor og stærk industriarbejderklasse kunne bære den igennem. Den epoke er vi i færd med at forlade med afindustrialiseringen – i de højtudviklede lande.

Vi er næsten alle blevet middelklasse i et senmoderne, muligvis postmoderne informationssamfund. Dagens socialister er et levn fra en svunden epoke. Sådan er det! – Eller er det sådan?

De socialistiske forestillinger om social lighed og det store fællesskab er ikke bundet til en bestemt industriel epoke i menneskehedens historie, som bl.a. Marx og Engels analyserede og formulerede en vision for. De har deres ideologiske rødder blandt de udbyttede, undertrykte og marginaliserede i de klassesamfund, der begyndte at præge menneskeheden for 5-6.000 år siden. Men kilderne til de udbyttede, undertrykte og marginaliseredes tanker og drømme er naturligvis yderst sparsomme set i forhold til levnene, de herskende har efterladt sig.

Marx rutter ikke med sine utopiske forestillinger, men formulerer dog i kritikken af Gothaprogrammet tanken om en højere fase af et kommunistisk samfund, der bygger på ejendomsfællesskab. Dette samfund kan skrive på sine faner:
”Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!”[i]

Nogle er overbeviste om Marx’ genialitet, men her er det lånte fjer (uden kildeangivelse), han smykker sig med. Han har stjålet sin velformulerede vision fra: ”Apostlenes gerninger” (kap. 4) i Det Nye Testamente.

Om ejendomsfællesskabet i den første kristne menighed står der, at:
ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt”. Det fortsætter med: ”… og alle nød de stor yndest. Der var da ikke nogen nødlidende blandt dem, for de som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov”.

Det er næppe et økonomisk bæredygtigt samfund, Biblen beskriver. Men de kristne i den første menighed troede, at de levede i de sidste dage, at Jesu tilbagekomst på dommedag var nær. Det var en exceptionel situation. Men situationen er ikke længere exceptionel 1300 år efter.

Europa er i 1300-tallet præget af pest, hungersnød, evindelige krige og talrige bondeoprør. Utilfredsheden med den herskende klasse synes udbredt. Hos nogle er den formuleret i en revolutionær ideologi. Tankegangen bevæger sig naturligvis inden for de kristne rammer. Der er i en nogenlunde samtidig kilde en rest fra en prædiken, der tillægges oprørslederen og præsten John Ball:

”Godtfolk! Intet kan gå godt i England, før der bliver ejendomsfællesskab, og før der hverken er livegne eller adelsmænd, men vi alle er lige. Hvad har de, som vi kalder lorder, gjort, siden de skal være højere herrer end vi? Hvordan har de gjort sig fortjent til det? Hvorfor holder de os i livegenskab? Og hvis vi alle har samme stamfader og stammoder, Adam og Eva, hvorfor kan de så påstå, at de er bedre herrer end vi, med mindre det er, fordi de lader os pløje deres jord og indtjene det, som de bruger? De går klædt i fløjl og silke med bræmmer af egernskind, og vi går klædt i usselt tøj. De har vin og krydderier og godt brød, og vi har rugbrød og klid og drikker vand. De har gode huse og fine herregårde, og vi har sved og møje og pløjer marken i regn og blæst. Det er fra os og vort arbejde, alt det kommer, som de opretholder deres pragt med”[ii].

At klassekamp er John Balls budskab, er ikke til at tage fejl af. Det koster ham livet. Han bliver henrettet af den engelske konge i 1381. Kamp mod udbytning, for social lighed og det socialistiske ejendomsfællesskab er altså på dagsordenen i 1300-tallet og lever videre i den efterfølgende historie.

Jeg elsker sådanne stumper fra en fjern fortid. De giver mig en lunende følelse af en tidløs historisk kamp mod herskende klasser, mod udbytning og for et socialistisk fællesskab. Mine anstrengelser og forestillinger er ikke en historisk døgnflue, som fødes med Det kommunistiske Manifest og dør i takt med, at det traditionelle industriarbejde i Europa og Nordamerika for tiden svinder ind.

Det traditionelle industriarbejde svinder ganske rigtigt ind i de gamle i-lande. Men andre har fyldt pladsen som underprivilegerede op. Den sociale ulighed vokser. Og det er ikke kun et resultat af den aktuelle økonomiske krises vækst i arbejdsløsheden.

Den økonomiske ulighed i Danmark er vokset gennem de seneste 20 år. I USA har der været vækst i uligheden i mere end 40 år. Det er vanskeligt at forsvare påstanden om, at vi næsten alle er blevet middelklasse i et senmoderne samfund. Det materielle grundlag for en socialistisk revival synes stadig at eksistere. – Men det er fortsat til diskussion, om en socialistisk tilbøjelighed er vores skinbarlige natur.

Det kapitalistiske økonomiske systems første store økonom eller rettere filosof, Adam Smith (1723-1790), når frem til, at egennytten eller egoismen er ledetråden for, hvad vi afviser og accepterer. Her finder han den naturlige tilskyndelse til, at mennesker bytter, sælger og køber varer og arbejdskraft til markedsprisen eller afholder sig fra det, hvis det ikke er til de handlendes gensidige fordel. Han argumenterer derefter for, at forfølgelsen af egne interesser gennem de gensidige fordele ved at konkurrere vil skabe den størst mulige velstand. Udviklingen af konkurrencestaten må være kronen på værket.

Det store spørgsmål er, om Adam Smith finder sandheden om menneskets natur. Eller om han i virkeligheden finder den måde, den dengang stadig mere kapitalistiske markedsøkonomi fungerer på og naturligt sætter sit præg på samfund og mennesket. De får succes, hvis det forstår og følger markedsøkonomiens mekanismer. Det gælder staten, kapitalisten, arbejderen og fagforeningslederen.

Det er umuligt at adskille mennesket fra det samfund, det eksisterer i. Skal vi sige noget om menneskets natur, kan man kun gøre det ved at forholde sig til, hvad der skabte os som art. (Se Arbejderen 4.9.: ”En ny fortælling om skabelsen”). Jeg vil imidlertid nøjes med at konstatere, at mennesket i 85 pct. af sin tid på Jorden har levet i små tætte samfund, hvor det centrale for livets opretholdelse har været at samle føde til et fælles måltid ofte suppleret med jagt.

Det kan under ingen omstændigheder have været samfundsbærende at eje og bytte sig frem til ting, og endnu mindre at sælge og købe arbejdskraft. Vi har i den lange begyndelse levet og fungeret i et udpræget fællesskab. Er der noget, som er naturligt for mennesket, så må det være socialismen.


[i] Marx, Engels: ”Udvalgte skrifter” bd. 2 s. 18

[ii] Nordberg, Michael: ”Den dynamiske middelalder” s. 297

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *