Konkurrencestaten er Gud?
Konkurrencestaten er den nødvendige politiks Gud. Vi bringer den ofre, og dens præster er vi nød til at forgylde.
Alt skal brændes på dens bål: Demokratiets krav om, at borgerne bestemmer retfærdigheden. Velfærdsstatens vision om, at de brede skuldre skal bære de tungeste byrder. 68-revolutionens drømme om en frihed med løssluppen tid til hinanden. – Brændofrene er vejen til at producere os ud af krisen.
Historien bliver meningsløs, hvis man på postmodernistisk vis myrder ideen om den store fortælling. Også i vor tid har vi brug for at definere, konstruere og orientere os efter historiske skæbnefortællinger.
Det moderne samfund betragter historien som en fremad skridende, til tider naturlig udvikling med et indbygget formål i form af det bedste samfund. Francis Fukuyamas kendte essay ”The end of history?” (1989) er et nutidigt eksempel på dette.
Der er efter min opfattelse ikke en programsat mening med historien. Vi, vort samfund og vor kultur er et under og ikke et mål. Men undere sker, og vi evner at søge at forstå dem og deres historie, når vi ser på og analyserer historiens myriader af begivenheder, betingelser og muligheder i vores bakspejl for at nå frem til vores historie, vores videnskabeligt funderede konstruktion, om man vil.