Forfatterarkiv: Per

De forbandede flodheste – om MFR

De forbandede flodheste

Abou Syllas udviklingsarbejde i Mako

 

Mako ligger langt fra hovedstaden Dakar. Det er udkants-Senegal. MFR og vejlederen Abdou Sylla har været væsentlige aktører i den udvikling, der er sket i Mako gennem de seneste 25 år.

DSCN5075

Abdou Sylla, MFR i Mako

 

 

Floden flyder dovent forbi mig på dens lange vej mod Atlanterhavet. Det er den korte afrikanske skumring. Den nedadgående sol farver skyerne gyldne, røde og orange. De spejler sig i flodens olivengrønlige vand og gør overfladen anderledes med de dæmpede nye farver i vandspejlet. Det er smukt.

 

Den mørkere grønne skov på den anden bred er tæt. Træerne beklæder også de lave bjerge og former et bølgende, bulet tæppe længere borte. Jeg er i skovene i det sydøstlige hjørne af det vestafrikanske land, Senegal.

 

Jeg spejder efter flodheste, hører nu og da de dybe brøl og får øje på én og lidt efter to nede ad floden i det fjerne. Jeg skimter flodhestene og deres pjasken i det tusmørke, som er i færd med at brede sig. De er på vej op for at græsse i nattens mulm og mørke. De forbandede flodheste.

 

 

 

Det er 25 år siden, at jeg sidst var her i Mako-området umiddelbart syd for den store nationalpark. Egnen blev for alvor befolket gennem tvangsflytninger af landsbyerne i parkområdet for snart 50 år siden. Genbosættelserne skete bl.a. i syv mindre landsbyer i nærheden af hovedlandsbyen Mako.

 

Bondeuddannelsesbevægelsen, Maisons Familiales Rurales (MFR) var ved mit første besøg godt i gang med sit arbejde.

 

Den unge, uddannede, statslønnede vejleder Abdou Sylla har netop afløst en anden og er kommet hertil sammen med sin kone Marie-Claire, der også er ansat i MFR-bevægelsen. De kommer fra det nordlige Senegal og skal sammen med en tredje være med til at forbedre befolkningens levevilkår gennem uddannelse og selvorganisering.

 

MFRs aktiviteter strækker sig fra sundhedsoplysning til undervisning i bæredygtig omgang med den omgivne naturs ressourcer. Det handler bl.a. om moderne honningproduktion, hvor man ikke brænder de vilde biers bo af, men holder dem i bistader. MFR alfabetiserer på lokalsprogene og underviser på deres læse-, skrive- og regnekurser i en bedre håndtering af kvinders småhandel og i dyrkning af nye afgrøder.

 

Flodheste ødelægger og æder af afgrøderne i de haver, de unge vejledere har fået grupper af kvinder inden for MFRs kvindeforening til at anlægge nede ved floden. Man har anskaffet en brugt motorpumpe, så de kan dyrke grøntsager i tørtiden efter høsten, hvor landbruget ellers ligger dødt.

 

Både den gamle vandpumpe og de forbandede flodheste volder problemer.. Det er tungt at slæbe spandevis af flodens vand op ad skrænten. Og det er ikke meningen, at bæsterne, som det er forbudt at skyde, skal have udbyttet af sliddet.

 

At noget mislykkes gør det svært at overbevise folk om, at de skal prøve noget nyt. Flodhestene vælter de flettede hegn. De stærke og snu dyr får også væltet en mur. Løsningen er en tilpas lav mur, så de ikke kan skubbe muren omkuld med kroppen. Muren skal samtidig være tilpas høj, så den lavbenede skabning ikke kan skræve over den. Det er sådan man skaber udvikling og får indført dyrkning af løg, kål, gulerødder, auberginer og andre grøntsager til salg og forbedring af husholdningernes kost.

 

 

 

Jeg ved, at Abdou Sylla stadig er her. Vi mødes efter de mange år, taler om gamle dage og udviklingen.

 

Jeg blev dybt betænkelig, da jeg sammen med min kone og små børn kom hertil for 25 år siden. Der var ingen brønd i landsbyen. Vi måtte som de lokale drikke flodens grumsede vand. Vi siede  det gennem Maries stofble og kom godt med jodsprit i. Det smagte ikke synderlig godt, men er til at leve med, når man ikke kan købe ”de hvides” vand på plastikflasker, som dengang kom fra ørkenlandet Mauretanien nord fra Senegal.

 

Der er i dag fire brønde i Mako og en meget ny, dyb boring med et lille vandtårn. Der er også brønde i de omkringliggende landsbyer.

 

Landsbyernes gamle mænd opgiver på et tidspunkt deres holdning, at det er spild af penge at investere i en brønd. For de har altid drukket flodvand, og vand er ikke deres problem. Det er kvinderne, der henter vandet ned ved floden og bærer det hjem på deres knejsende hoveder. Mændene vil hellere have en rigtig moské med kuppel og minaret. Nu har de også fået den.

 

Mako har forandret sig. For 25 år siden havde den store landsby en skole med to klasser. Den har i dag 6 klassetrin med parallelklasser og nu også en overbygning i form af en mellemskole, og der er kommet skoler i de omkringliggende landsbyer.

 

Abdou Sylla er blevet integreret i lokalsamfundet på en helt anden måde end i begyndelsen og sidder nu i landkommunens kommunalbestyrelse.

 

Han fortæller, at kommunen har knapt 11.000 indbyggere, og næsten alle børn går i skole, selvom det koster 1000 CFA (svarende til 12 kr.) om året i indskrivningsgebyr. Dertil kommer forældrenes udgifter til skolebøger, kladdehæfter, blyant og en lille tavle og kridt, så man sparer papir. Indskrivningsgebyret går til skolens vedligeholdelse, borde og bænke m.m. Lærerlønnen betaler staten.

 

MFR’ets alfabetiseringskurser har også bidraget til færdigheder og kundskaber. Alle i MFR’ets bestyrelse var analfabeter, da Abdou Sylla kom i 1986, nu kan alle læse, skrive og forstå sig på tal.

 

Abdou Sylla dokumenterer fremskridtet. Og han mener, at sultperioden før den ny høst er ved at forsvinde, selvom regnen og dens fordeling i regntiden skaber store udsving i det årlige høstudbytte.

 

En forklaring er den spredning af de økonomiske aktiviteter, som MFR har været med til at skabe. Det handler om honningproduktionen og de små bananplantager, som MFR også har introduceret. Det handler om grøntsagsproduktionen og den småhandel kvinderne har udviklet, og som har givet de traditionelle opkøbere, bana-banaerne konkurrence. Det kan også være, at MFRs alfabetisering og regneundervisning skaber bedre overblik over husholdningsøkonomi og forråd.

 

Men alt er ikke lyserødt.

 

 

 

MFR-vejledernes statsløn forsvinder i slutningen af 1980’erne under de store nationale budgetnedskæringer, som dengang fandt sted.

 

Den økonomiske politik er dikteret af Verdensbanken og IMF. Den internationale rentestigning, som følge af USA’s præsident Reagan og andres neoliberalistiske økonomiske politik bringer mange lande i Den tredje Verden i krise. Det er især de latinamerikanske landes statsgæld, som giver genlyd i medierne, men Latinamerika er ikke alene om problemerne.

 

Abdou Sylla er i dag alene som vejleder. Det lykkes i perioder at få udenlandske eller statslige udviklingsprojekter til Mako. De giver løn for det arbejde, han udfører. Kommunen har også tildelt ham noget jord, selvom han ikke er hjemmehørende i landsbyen. Det hænder, at medlemmerne fra en af landsbyerne organiserer fællesarbejde på hans mark, men Abdou Sylla forklarer også, at det tidspunkt, hvor han har brug for arbejde på sin mark, er det samme, hvor medlemmernes marker kræver dem.

 

Det er på den måde han overlever og bidrager til sin families underhold.

 

Abdou Syllas indsats foregår i dag i høj grad på frivillig basis, Han føler, at bevægelsen er hans barn, og han har heller ikke noget alternativ til at fortsætte. Man må få det, man kan få, sådan er det at arbejde med udvikling og meget andet i store dele af den fattige verden. Det store spørgsmål er, om den lokale afløser, han har oplært gennem de sidste år, kan og vil overtage hans arbejde på samme betingelser, når han om nogle år trækker sig tilbage.

 

En af Makos store udfordringer er efter Abdou Syllas opfattelse den omsiggribende guldproduktion, der på primitiv vis foregår i nærområdet. Yngre mænd graver dybe, dødsensfarlige skakter, hvorfra de henter grus og sand op. Udvaskningen af guldet sker med brug af kviksølv, hvilket får guldpartiklerne til at samle sig. Det er en giftig sag.

 

Guld giver eller måske rettere kan give indtægt. ”Det er et lotteri”, siger Abdou Sylla. Man drømmer om den store gevinst og er slem til at forsømme alt andet. Mange af de yngre ”glemmer” at dyrke jorden i regntiden, for netop nu, mener de, er chancen der. Nogle forsømmer deres pligter og familier og kan blive en byrde. De forsømmer udviklingen og dygtiggør sig ikke.

 

Guldgravervirksomheden kan vise sig at være en ny forbandet flodhest, som kan vælte fremskridtet. Det er væsentligt at have tillokkende økonomiske alternativer til de unge. MFR kan være et instrument til dette, men det kræver ressourcer.

Den glemte krigsmodstand under Første Verdenskrig

Den glemte historie om krigsmodstanden under Første Verdenskrig

Af Per Bregengaard, faglitterær forfatter og medlem af Enhedslisten

 

”Arbejderen” har sat fokus på imperialismen og krigsmodstanden, som optakt til 100-året for Første Verdenskrigs udbrud (Kjeld ”Nalle” Christensen: ”Imperialismens store røverkrig” 9.1.).

 

Historien om Første Verdenskrig er først og fremmest sejrherrernes fortælling: Frankrig, England og USA’s sejr over de tyske kejserriger og den russiske og tyske krigsmodstand og revolution i henholdsvis i 1917 og 1918, som kommunisttraditionen naturligt har et særligt fokus på. Oprøret mod krigen var imidlertid langt bredere. Det er en ”glemt” historie.

 

Første Verdenskrig blev hurtigt til en frygtelig og udmattende skyttegravskrig på Vestfronten. Giftgasangreb og bombardementer er nådesløse. Stormangreb bliver mødt af fjendens maskingeværild. Pigtråden fanger den første bølge af soldater. Andre sprænges i stumper og stykker af de udlagte miner. De faldne kammerater har beredt vejen for den næste bølge. Rækkerne af skyttegrave gør det vanskeligt at flygte. Nærkampen med bajonetter er grusom.

 

Østfronten fra Østersøen ned mod Sortehavet er uendelig lang. Krigen ligner her i højere grad 1800-tallets bevægelseskrige. Det er imidlertid ikke et særlig forsonende træk. Tabstallene er her i lighed med Anden Verdenskrig større end på Vestfronten.

 

Modløsheden breder sig efterhånden blandt soldaterne i vel at mærke alle lejre. Flere og flere finder, at krigen er meningsløs galskab, og bliver krigsmodstandere.

 

Et voldsomt oprør breder sig i den franske hær i maj 1917. Soldaterne har fået nok af de vanvittige offensiver. Mytteriet berører næsten halvdelen af den franske hær. Over 100.000 soldater stilles for en krigsret, mere end 20.000 bliver fundet skyldige, flere end 400 bliver idømt dødsstraf og 55 henrettes. Det er de officielle tal. Andre bliver skudt uden rettergang eller kommanderet direkte i den visse død ved fronten. At være med i første angrebsbølge anvendes som straf.

 

Det gærer også på hjemmefronten. Der er varemangel. Krigsmaskinen har forrang. Man står i lange køer. Reallønnen falder. Man strejker. Kvinderne i Paris går på gaden med kravet: ”Vi vil have vore mænd hjem”. Der er et regulært oprør mod krigen i den italienske by Torino, og den italienske hær er på et tidspunkt i opløsning. Også i Storbritannien er der i perioder gang i strejkerne, især i de sidste krigsår. Den revolutionære krigsmodstand er dog mest markant i Rusland. Siden kommer Østrig-Ungarn og Tyskland til.

 

Første Verdenskrig fortsætter efter sin formelle afslutning med krigen mod Den russiske Revolution. De ”hvide” kontrarevolutionære får støtte fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Japan og USA, men formår ikke at vinde.

 

Moralen blandt de udenlandske styrker er ofte ringe og krigsmodstanden er stor. Hærstyrkerne er krigstrætte, og mange finder krigen endnu mere meningsløs end tidligere i Første Verdenskrig. Deres nye krig handler om en borgerkrig i et fremmed land og har ikke noget med fjendtligsindede naboer at gøre. Den franske mission bliver standset, da marinesoldaterne på en flådeenhed i Sortehavet gør oprør og overtager kontrollen med skibene. Her lykkes det faktisk de oprørske soldater at standse landets deltagelse i krigen.

Antikken i en stor fortælling om individualisering og fællesskab

Historien bliver meningsløs, hvis man på postmodernistisk vis myrder ideen om den store fortælling. Også i vor tid har vi brug for at definere, konstruere og orientere os efter historiske skæbnefortællinger.

Det moderne samfund betragter historien som en fremad skridende, til tider naturlig udvikling med et indbygget formål i form af det bedste samfund. Francis Fukuyamas kendte essay ”The end of history?” (1989) er et nutidigt eksempel på dette.

Der er efter min opfattelse ikke en programsat mening med historien. Vi, vort samfund og vor kultur er et under og ikke et mål. Men undere sker, og vi evner at søge at forstå dem og deres historie, når vi ser på og analyserer historiens myriader af begivenheder, betingelser og muligheder i vores bakspejl for at nå frem til vores historie, vores videnskabeligt funderede konstruktion, om man vil.

Læs resten