Antikken i en stor fortælling om individualisering og fællesskab

Historien bliver meningsløs, hvis man på postmodernistisk vis myrder ideen om den store fortælling. Også i vor tid har vi brug for at definere, konstruere og orientere os efter historiske skæbnefortællinger.

Det moderne samfund betragter historien som en fremad skridende, til tider naturlig udvikling med et indbygget formål i form af det bedste samfund. Francis Fukuyamas kendte essay ”The end of history?” (1989) er et nutidigt eksempel på dette.

Der er efter min opfattelse ikke en programsat mening med historien. Vi, vort samfund og vor kultur er et under og ikke et mål. Men undere sker, og vi evner at søge at forstå dem og deres historie, når vi ser på og analyserer historiens myriader af begivenheder, betingelser og muligheder i vores bakspejl for at nå frem til vores historie, vores videnskabeligt funderede konstruktion, om man vil.

Karl Marx vil definere vejen gennem produktionsmåderne som en fremadskridende udvikling. Det er problematisk. Det forholder sig anderledes med produktivkræfterne, om end udviklingen har været ujævn. Teknologien er til stadighed blevet mere specialiseret, forfinet og kompliceret. Det afspejler sig i en stadig uddybning af arbejdsdelingen. På det seneste ser vi udskillelsen af en videnskabelig tilgang til den teknologiske udvikling fra den håndværksmæssige snilde.

Udviklingen af arbejdsdelingen har siden bykulturernes opståen gjort større og større grupper af mennesker mere og mere afhængige af hinanden. Der sker med andre ord en voksende samfundsmæssiggørelse. Den gensidige afhængighed rækker i dag langt ud over familie, personlige netværk, de lokale og nationale rammer.

Servicekapitalismen og velfærdsstaten på vore breddegrader har bl.a. som følge af kvindernes integration på arbejdsmarkedet uddybet arbejdsdelingen internt i samfundet og udvidet det store fællesskab: Vi har hver især ansvaret for vores børn, men det har samfundets daginstitutioner og skoler også.

Det er imidlertid ikke alene arbejdsdelingen, som er en drivende kraft i samfundsmæssiggørelsen. Det er også en stadig fremadskridende individualisering, som er en mere upåagtet lang historisk linje.

Samspillet mellem arbejdsdelingen, individualiseringen og samfundsmæssiggørelsen er tydelig i udviklingen siden 1960’erne med kvindernes integration på arbejdsmarkedet (øget arbejdsdeling og samfundsmæssiggørelse), kvindefrigørelsen (individualisering) og udviklingen af servicesektoren og velfærdsstatens institutioner (samfundsmæssiggørelse).

 

Mange mener, at de oprindelige samler- og jægerkulturer lignede nutidens og den nærmeste fortids beskrevne, men svindende, små samfund af naturfolk med tilsvarende livsbetingelser. Vi kan således antage, at urtidens mennesker levede i tætte samfund, hvor det enkelte menneske i højere grad end i dag var ét med samfundet og med naturen. Individ, samfund og natur udgjorde et hele. Tingene handlede ikke så meget om mig selv. Vi var ikke så meget for os selv.

Relationer, indsamling, jagt, måltider, fødsler, død m.m. var dengang spundet sammen af forskelligartede fortællinger eller myter, der gav sig udtryk i en række ritualer for at sikre sig mod katastrofer, sikre sammenhængskraft og konflikthåndtering i samfundet og et godt udbytte. En traditionstro normstyring må have været omfattende og i vore øjne undertrykkende, men oplevedes efter al sandsynlighed generelt som ”naturlig” – i mangel af bedre, må vi bruge dette begreb.

Med landbrugssamfundene opstod muligheden for klassesamfund, hvor nogle kan leve af andres arbejde og tilegne sig rigdomme, og med klassesamfundene opstod en organisering i form af en statsmagt. Dette førte menneskeheden ind i de første bykulturer, altså civilisationer.

Farao står i spidsen for en teokratisk statsdannelse i det gamle rige i Ægypten. Natur- og samfundsfortællingerne indeholder nu en herskermyte. Faraoen er gud og menneske i ét. Alle arbejder i princippet for faraoen. Det lille samfund har vokset sig stort, vel også for den almindelige ægypter. Skriverne giver ordrer. Traditionen styrer mindre end tidligere.

 

Vi betegner gerne det klassiske Grækenland som vor civilisations vugge. Det klassiske Grækenland ligger således på historiens vej frem mod vores individualitet, lige som den senere europæiske renæssance og oplysningstid gør det.

De græske poleis har en forfatning, som er skrevet af borgere. Det er naturligt for de civiliserede at bo i en polis, men dens styre er ikke ”naturligt”, forstået som teokratisk. Det er mennesker, som fastlægger statens styreform. Polis er staten, og staten er de mandlige borgere i forening, men på en hel anden måde end i vores samfund, hvor stat og borger er adskilt, og hvor udgangspunktet for borgerne er deres private liv i civilsamfundet og på markedet.

De mandlige borgere i den græske polis er mindre for sig selv end borgeren i vores verden. Dyderne i de to verdener er meget forskellige, selvom bl.a. radikale republikanske bevægelser i vor moderne tid har tilstræbt de klassiske. Vi har en langt større individualitet end dem. Det private er ikke længere at stjæle og en negativ afsondring fra fællesskabet. Men poleis’ folkeforsamlinger m.m. kan ikke eksistere uden en mere fremskreden individuel mentalitet end i de forudgående civilisationer som det gamle rige i Ægypten, for ikke at tale om i ursamfundene.

 

Ikke mindst med dannelsen af de store riger i Middelhavsområdet og Mellemøsten, i kølvandet på Alexander den Stores bedrifter (336-323 f.v.t.), tappes de gamle selvstyrende bystater i almindelighed for politisk kraft frem mod 300-tallet e.v.t. Polis er ikke længere centrum for alt.

Hovedstæder med magteliter og hoffer er nye og meget større centre for beslutninger og kulturliv. Set i forhold til det klassiske Grækenland bliver borgerne efterhånden undersåtter, og de mandlige borgere kan ikke længere generelt beskrives som tilhørende en herskende klasse.

Fælles for mange af det nye samfunds forskellige hellenistiske filosofiske retninger og også den senere romersk-hellenistisk kultur er, at de vender blikket indad. De kredser om det enkelte menneske og sjælens harmoni og ligevægt. Livets lykke ligger hverken i at være aktiv borger eller afhængig af livet, men at leve et rigt indre liv. Den indre frihed med fornuften som rod er vigtigere end den ydre samfundsmæssige nødvendighed og underkastelse.

Det får dybtgående konsekvenser for menneskesynet, – altså de filosoffers menneskesyn, vi har adgang til. Mennesket bliver i al fald i nogle kredse i højere grad end tidligere et individ. Mennesket opstår som menneske – slet og ret. Slave eller borger, mand eller kvinde er inderst inde mennesker af samme natur. Og skidt med, at de ydre vilkår er forskellige, for det er ikke det væsentlige, mener nogle, men langt fra alle.

At mennesket i højere grad gøres til et individ, indebærer ikke, at det kun synker ned i sig selv. Løsrivelsen fra polis fører også til, at ideen om verdensborgeren eller kosmopolitten opstår. Det er filosoffen Diogenes fra Sinope (ca. 400-325 f.v.t.), som først formulerer den i sit opgør med de traditionelle borgerdyder til fordel for naturen.

Det grænseløse, og måske endog en grænseløs solidaritet, der kan tillægges kosmopolitten, kræver en individualisering i form af en nedbrydning af den lokale forankring. Individualiseringen har altså positive aspekter, selvom der plejer at være fokus på det negative: At man er sig selv nok.

 

Den kristendom, som udvikler sig i de første århundreder e.v.t. bærer den ny tids opfattelse af mennesket, af en stærkere individualisme og ideen om verdensborgeren i sig. Kvinder og børn er sammen med mænd medlemmer af den kristne kult. Slaver kan være kristne og det er noget andet end ”talende redskaber”.

Kristendommen er en religion for alle mennesker i hele verden. Og den bygger ideelt set på, hvad vi hver især som selvstændige individer aktivt forsager og tror på. Vi vælger Gud. Vi har en syndsbevidsthed. Og de tidlige kristne menigheder er vel gode eksempler på at også selvstændige individer kan indgå i tætte fællesskaber.

Nogle af de fællesskaber, vi gennem de sidste par tusinde år er indgået i, kan være altomfattende, sådan som verdensreligionerne, ideen om universelle menneskerettigheder og den socialistiske ideologi prædiker det. Vores samvittighed knytter sig også til dette.

 

Opdagelsen af mennesket kombineret med Aristoteles’ overvejelser over naturens love leder til naturretten. Det er den retstilstand i samfundene, som er i overensstemmelse med menneskets natur. I sin klassiske form er menneskets natur i overensstemmelse med en universel orden.

Naturretten skal være grundlaget for lovene og er hævet over dem. Naturretten afpolitiserer således grundlaget for politik. Retten får en evig gyldighed og sættes uden for diskussion. Dette syn påvirker Romerrigets retsopfattelse, romerretten, som får stor indflydelse på den senere europæiske retsorden.

Også i kristendommen findes den naturretslige synsvinkel. I Paulus’ Brev Til Romerne kapitel 2 står der, at når ”hedninge, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerter, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden..”.

I middelalderens Europa inddrages både Paulus og Aristoteles i samfundsdebatten. Menneskets adfærd og samfundets love skal være i overensstemmelse med den natur, Gud har givet os.

Naturretlige betragtninger går også igen i både Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, den franske nationalforsamlings og FN’s menneskerettighedserklæringer. De fastslår, at alle mennesker fødes frie og med lige rettigheder. Det ligger sådan set ikke så fjernt fra den hellenistiske kultur og kejsertidens Romerrige, hvor slaveri både anfægtes og diskuteres ud fra dette synspunkt. Moderne naturretlige betragtninger står i modsætning til, at rettigheder i et samfund er bestemt af køn, slægtskab, kaste, stand, klasse, etnicitet, statsborgerskab, økonomi m.m.

 

Den moderne naturret leder til en gennemført individualisering. Man kan se en sammenhæng mellem naturrettens syn på, hvad der er ret og rimeligt, og den socialistiske tanke om afskaffelse af ejendomsret og udbytning og kampen for social lighed.

Naturretlige betragtninger anvendes imidlertid også til at forfægte den private ejendomsret og fri konkurrence. Liberalister ser et mere omfattende fællesskab som en forhindring for udfoldelsen af individualiteten. Individualitet og fællesskab står i modsætning til hinanden.

Privat ejendomsret og fri konkurrence er for socialister en begrænsning af den ejendomsløse og fattiges udfoldelse af deres individualitet. En forudsætning for individualiteten er ”en sammenslutning, hvor den enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling” til afløsning for ”det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger”, for at genbruge Marx og Engels’ formuleringer i Det kommunistiske Manifestet. – Og kunne jeg tilføje: Begge disse samfundsformer ligger sandsynligvis milevidt fra de ”urkommunistiske” samler- og jægersamfund, hvor historiens vugge stod.

 

Formålet med dette essay er med fokus på antikken, individualisering og fællesskab at anskueliggøre den store fortælling og de lange historiske linjers relevans for de politiske konflikter, der udspiller sig i vores samfund.

Mange har gjort op med de store fortællinger på et mere eller mindre afklaret postmodernistisk grundlag. Svaret er det halsbrækkende projekt, jeg har bevæget mig ud i med et bud på: ”En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen – et bidrag til politisk dannelse og personlige livsanskuelser i det 21. århundrede” (Frydenlund 2013). Jeg takker for Torben Svendrups imødekommende anmeldelse i ”Antikkens Venner” nr. 100, december 2013.

Historien vil efter min opfattelse altid være en fortolkning af fortiden med perspektiver for fremtiden. Det gælder også et detaljeret nedslag et fjernt sted i en fjern fortid, der umiddelbart henvender sig til personer med en antikvarisk interesse, for vi evner ikke at fjerne os fra den historiske situation, vi står i, og svæve over den som en gud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *